Du og jeg betaler festen

Antallet af stjålne cykler i Danmark udgør en årlig udgift på 200 millioner kroner. De fleste af os er forsikrede, så vi får hurtigt penge til en ny cykel, men for samfundet er det en meningsløs udgift. Måske skal vi være bedre til at finde en del af de stjålne cykler igen. Kan vi finde halvedelen af dem, sparer vi over 100 millioner kroner. Tænk på, hvad vi kan bruge de penge til.

Der bliver stjålet omkring 80.000 cykler om året i Danmark. Det er knap 10 cykler hver time året rundt. Min egen cykel bidrog desværre til statistikken for et par uger siden. F…… irriterende. Den var godt et år gammel og jeg var glad for den. Det var et plaster på såret, at mit forsikringsselskab uden at stille krav om dokumentation udbetalte erstatningen i løbet af 3-4 dage. Meget ekspedit og lidt overraskende, syntes jeg. Overraskende fordi jeg egentlig havde en forventning om, at forsikringsselskabet nok lige ville give cyklen en chance for at dukke op igen. Det gjorde de altså ikke, og efterfølgende har jeg fået at vide, at det simpelthen ikke kan betale sig for forsikringsselskaberne at vente med udbetalingen; det er så få cykler, der bliver fundet igen, at besparelsen ikke matcher den ekstra udgift til administration.
Omkring en uge efter at erstatningen var blevet udbetalt fik jeg så et brev fra mit forsikringsselskab, hvori der stod, at præmien på min familieforsikring ville blive reguleret. Selskabet oplevede en markant stigning i anmeldte skader, så for at få forretningen til at hænge sammen måtte præmien naturligvis reguleres, der er jo ikke andre til at betale for festen end – os selv – dig og mig.

“Reguleringen” var på ca. 75% – i min verden hedder den slags en chokerende prisstigning og ikke en regulering; en del af forsikringsselskabets udgifter skyldes tydeligvis løn til nogle lidt for smarte kommunikationsfolk, men det er jo en helt anden historie. Under alle omstændigheder er det en sur ekstra udgift.

En prisstigning på 75% i nakken (tænk hvis det havde været benzin…) giver stof til eftertanke. Jeg kan ikke bebrejde forsikringsselskabet (og ville helt sikkert heller ikke få noget ud af at gøre det). Ved et tilfælde kom jeg til at kigge i et katalog for et auktionshus, der sælger cykler fra politiet depoter. Det slog mig, at der ud for flere af cyklernes vedkommende står årgang 2010 – altså næsten nye cykler, som min egen, som er blevet væk fra deres ejer, er blevet fundet igen, men nu er kommet på auktion i stedet for at vende tilbage til ejeren. Hvorfor? Fordi der for forsikringsselskabet ikke er økonomi i at levere den tilbage. Hvorfor? Angiveligt fordi kun omkring 5% af de stjålne cykler findes igen. Et eller andet sted i det regnestykke mangler politiet formodentlig også ressourcer til at registrere stelnumrene på de fundne cykler.
Resultatet bliver altså, at vi danskere udskifter 80.000 cykler hvert år. Lad os antage, at hver af dem i gennemsnit har udløst en erstatning på 3000 kr. I så fald taber du og jeg – de almindelige forsikringskunder – hvert år i fællesskab 250 millioner kr. Og vi får en masse frustrationer med i købet.
Set ud fra en samfundsmæssig betragtning er det meningsløst – en kvart milliard kroner spildt.
En væsentlig del af de stjålne cykler er ofre for organiseret kriminalitet og ender nok i udlandet, men gad vide, hvor mange vi med lidt fælles anstrengelser kunne finde igen? 20% af cyklerne? Det ville betyde en besparelse på 50 mill. kr. Og tænkt, hvis vi kunne udbrede fænomenet til mere end cykler. Flere sparede penge, som vi som samfund kunne bruge til noget mere fornuftigt og færre frustrationer, som kunne erstattes af smil. Alt i alt lidt mere overskud.

Tagget med: , , ,
Oprettet i Opinion